3 anbefalinger og 2 advarsler, til når du skal vælge bryllupsvenue

Laden om sommeren til bryllup ved Sonnerupgaard Gods

Laden ved Sonnerupgaard Gods

Der er lavet en del lister over smukke steder at blive gift. Her kommer i stedet en liste med 3 konkrete forslag og to advarsler, som jeg mener er værd at overveje når I kigger på bryllupslokation.

  1. Tænk på dagens flow

    Undgå at I og jeres gæster skal bruge tid og energi på en masse transport i løbet af dagen. Kort distance mellem vielsessted, reception og fest er guld værd. Overvej steder hvor det hele kan foregå samme sted. På sjælland er der fx Herthadalen i Lejre, Haveselskabernes Have på Frederiksberg, Sonnerupgård Gods i Hvalsø og Rødvig Kro & Badehotel ved Stevns. Og hvis planen er, at holde vielsen udendørs, så husk at tjekke om der er en backup-plan i tilfælde af regn, hvor I har mulighed for med kort varsel at rykke indenfor.

  2. Vælg et sted, hvor I kan være “usynlige” i små pauser

    På dagen får I brug for små øjeblikke væk fra gæsterne – om det er før I går ind til middagen, eller lige efter vielsen. Et godt venue har et lille sideværelse, en privat have eller bare et hjørne, hvor I kan trække vejret og være alene i 5 minutter. Det gør en stor forskel for nærværet resten af dagen.

  3. Vælg et sted med historie

    Stedets historie bliver til jeres historie. Hvis muligt, så vælg noget der allerede har stor betydning for jer, fx er det oplagt at blive viet i den kirke, hvor en af jer er døbt, men det kan også noget at holde festen på den tagterrasse hvor I engang til en udklædningsfest kastede op i samme plante med 10 minutters mellemrum. Kærlighed har mange former.

Dronefoto taget om sommeren af restaurant Herthadalen i Lejre

Restaurant Herthadalen i Lejre

Og så lige to advarsler.

  1. Lyt ikke for meget til din svigermor

    Jeg kan huske fra mit eget bryllup, hvor mange meninger og idéer alle omkring os lige pludselig havde. Nogen insisterede på, at det skulle være et strandbryllup, en anden på at vi selvfølgelig skulle have pizzaer som natmad, og min onkel mente, at det ikke var et rigtigt bryllup uden kædedans. Vi lyttede heldigvis ikke rigtig til nogen - lige ud over det med pizzaerne. No regrets.

    Pointen er, at det er jeres dag, og I skal virkelig finde ud af præcis hvad I drømmer om. Så prøv at lade være at lytte for meget til din svigermors ønsker.

  2. Lad være at vælge venue ud fra billederne alene

    Det kan som regel lade sig gøre, at besøge stedet før I beslutter jer for at booke det til jeres bryllup - og det er virkelig en god idé. Et sted kan se super godt ud på en instagram-feed, men at møde folkene og mærke viben i virkeligheden er guld værd. Og du kan opdage ting som dårlig adgang for svagtgående, hvis det er vigtigt for nogle af jeres gæster, eller om der for eksempel er larm eller gener, når stedet holder flere selskaber samtidig.

    Et godt tip er at tage fat i en bryllupsfotograf og spørge ind til deres erfaring med en specifik venue - du finder næppe nogen der har mere bryllupserfaring. Du er altid velkommen til at skrive til mig og høre om steder i jeres område – også selvom I ender med at booke en anden fotograf (jeg lover ikke at blive passiv-aggressiv).

Haveselskabernes Have i Frederiksberg om sommeren med Zoo-tårnet i baggrunden af bryllupsfotograf Marcus Lake

Haveselskabernes Have på Frederiksberg